Pestohest

Jul plejer at være et veritabelt helvede af negative forventninger, anstrengt konversation og efterfølgende krisehjælp fra min bror. Mine familieforhold er ikke det rene Disney.

Men i år bliver anderledes. Ikke fordi jeg har droppet familien. Men fordi tingene for første gang… well, nogensinde…. har ændet sig. Min mor er alvorligt syg. Hjerneblødninger og blodpropper har svækket hende kraftigt, og selvom hun ikke er så gammel, er hun nu ret skadet.

Mærkværdigvis har det faktisk medført, at hun virker mere kampklar og glad end i mange, mange år… well nogensinde… Måske fordi der er en åbning og dermed mulighed for forandring til forskel fra de mange års tomgang i tosomheden med min far.

Det er da tæt på, at jeg kan skrive, at jeg glæder mig til at se hende og min far. Og det er ikke første gang nogensinde, men en relativt sjælden forteelse. Men forældre er bare SÅ meget ens forældre, når det er jul.

(Resten af familien er så droppet. Der er trods alt grænser for hvor megen kærlighed og tilgivelse blodpropper, hjerneblødninger, pebernødder og højtidsstemning kan kaste af sig!)

Jeg har hår, der er hvide fra hårroden og et stykke udad. Resten af håret er så den samme farve som de øvrige hårstrå, der udgør farvepragten på toppen af mit hoved.

De halvhvide hår er en ny tildragelse. Urimeligt. Især i betragtning af, at jeg stadig har en fungerende mælketand i munden. (Et faktum jeg aldrig tøver med at omtale. Tilsyneladende en genetisk defekt i tandrækken, som bør omtales med blær…)

De hvide hår indvarsler forhåbentlig kun et stadie i mit liv, hvor jeg med smukke grålige strøg ved tindingerne vil tale med større vægt og eftertænksomhed. Eller magt. Den kvindelige udgave af Blake fra Dollars. På 33 år.

»Jeg synes, vi skal genindføre den paragraf i straffeloven, der giver mulighed for at dommeren finder handlinger “dadelværdige” og derfor frit kan tildele en straf«.

Sådan skrev min kloge broder til mig i dag. Jeg er enig med ham, for vores skriverier handlede om valgkampen, om underlødige kommentatorer og om komodovaraner i Københavns gader.

De dadelværdige ville i denne sammenhæng være visse elendige bladsmørere og deres fæller i dyreriget – komodovaranerne.

Sammenligningen mellem førnævnte »kommunikatører« og varanerne fremkom ved minder fra adskillige Discovery og BBC-dokumentarer. Heri fremgik det nemlig, at komodovaranens bid var dødeligt. Ikke på grund af en enkelt form for gift, men fordi dyrets flab er så spækket med forskellige bakterier og vira, at man ikke kan nå at kurere hele molevitten, før det tar livet af en.

Det kan da næsten kun vække mindelser om Henrik Qvortrup. Og Bent Falbert. De stolte varaner bag denne valgkamps bedste historier om Naser og Sass – historier, der kun lider af den lette slagside, at de går ud over nogen (det gør de fleste gode historier jo), men også at de formodentligt ville være dumpet, såfremt de var opgaver på Journalisthøjskolen. Men med deres position kan man altså på et spinkelt grundlag nappe en kendt i flanken, og vente på at flabens edder spredes.

Tillykke I to dadelværdige varan-typer. Til trøst for os andre er kun det faktum, at komodovaraner æder hinanden.

Der var én, der var to og nu er der tre anklager mod Ny Alliances frontmand Naser Khader om sort arbejde. De to første anklager handlede om håndværkeres forbedringer af Khaders bopæle, men det nyeste skud på skandale-stammen er af langt mere intim karakter. Bogstaveligt talt.

Qvortrup vidste intet

Det er nemlig intimpierceren Pestohest, der nu står frem i egen blog og fortæller, at hun har udført flere intimpiercinger på partistifteren - sort.

»Jeg fik bare 600 kr. kontakt, lige i hånden, og så var der enighed om, at der ikke skulle være noget pis med papirer og kvitteringer,« fortæller Pestohest, der gerne vil være anonym.

Det har ikke været muligt at kontakte Naser Khader, Henrik Qvortrup, Anne Marie Helger eller medlemmer af Aqua for en kommentar. Det kan skyldes, at der er tale om løgnagtigheder.

Pierceren: Undskyld Danmark!

Intimpierceren Pestohest tilføjer, at sagen har taget hårdt på hende

»Jeg pisker mig selv med skorpioner og vil aldrig snyde mere«, lyder det fra den moralsk anløbne piercer.

Jeg er faktisk tredive år og et par år mere.

Alligevel har jeg en mælketand i munden. På trods har jeg lige haft blindtarmsbetændelse.

Dog har jeg fået et par fine rynker. Og siger i nye og næ, at “de godt nok vokser hurtigt op, de børn!”

Jeg er alders-skizo.

Bendt Bendtsen burde ikke være på valg.

Det lyder måske strengt Han er jo dog formand for et af de to regeringspartier. Men det lugter af skånejob – blot er manden ikke informeret om, at han er ansat i et sådant.
Bendt Bendtsen er betjent, når han ikke er alvorligt involvere i styret af vores land. Da jeg er ude afstand til at forstå og erkende, at han er meddelagtig i at regere, så må min hjerne gribe fat i hvad den forstår: At han er betjent.

Men jeg turde ikke overlade et middelsvært befærdet kryds i Københan til hans evner udi at dirigere trafik. Han virker begavet på linje med papegøjer og spækhuggere, der lærer tricks, som de under de rette fodervilkår og med munter motivation kan fremvise.

Poppedreng vil ha’ lavere skat
Nogle tricks kan han så desværre ikke lære – såsom ikke at skræppe “lavere skat, poppedreng vil ha lavere skat!” når Anders Fogh udtrykkeligt siger, at han ikke må sige “lavere skat, Poppedreng vil ha lavere skar!”

Måske er det strengt at skrive sådan om Bendt Bendtsen. Men nogen må gøre det.
Lissom når en ven eller kollega har konstant dårlig ånde – det er simpelthen for strengt at undlade at gøre opmærksom på det!

Idag har denne mand der er på valg til tinget så igen fremvist sine manglende evner udi kommunikation, motorik og begåelse i den såkaldte virkelighed. Udfordringen ved at stige ind i en valgbus – endda hans egen og altså ikke en boobytrapped fjendtlig en af slagsen – oversteg evnerne. Bendt Bendtsen slog knolden så det blødte og han måttte forføje sig til Hjørring Sygehus for at få monteret sting i hovedet.

Dansebjørne og partiformanden
Lad manden gå på aftægt. Selv ældre cirkusdyr får lov at trække sig tilbage, når deres optræden er uværdig eller uprofitabel. Hjælp Bendt – lad os få WSAP ind i denne sag, før den blide betjent ender med at ligne en mishandlet og afdanket russisk dansebjørn!

Solskin og morgenmad med kæresten. I balance mellem højt blodsukkerniveau, solskin og avislæsning tænker jeg: Det her er lykkelig.

Tænkte det samme, da kæresten vågnede skraldgrinende op en morgen, fordi jeg havde utroligt kolde tæer.

Og sateme om det ikke ramte igen idag: Et lille barn med hue, hætte ovenpå og snot ud af næsen pegede på mig og grinede, så jeg kun kunne begynde at fnise selv.

Og det bare indenfor den sidste uge…

Idag var der et klip i TV-avisen på DR (den kl. 18.30, der er lavet til midaldrende Birthe fra Vejle, der kan li’ nære ting og ikke noget fra udlandet, som rummer uhygge ifølge DRs egne målgruppefantasier) om ham Tullin-fyren, der blev dømt for at sælge for gammelt kød.

Hans straf er nu blevet skærpet i Landsretten. Han vidste nemlig godt, at det var gammelt kød, han tjente gode penge på det og solgte de fordærvede pølser, koteletter og skanke over lang tid. En rigtig skurk. Rigtig bondesnu. Så utiltalende som en muggen medallion af kalv.

Et klip i nyhedsindslaget viste, hvordan DRs magasin Kontant havde afsløret den fæle kødssnyder sidste år og startet skandalen. Her så man i et kort klip en journalist forsøge at krænge sig ind af en dør, som denne Tullin ihærdigt forsøger at lukke fra den anden side for at undgå pressen.

Her forarges jeg.

Hvis manden ikke vil snakke med journalisten, kameramanden, praktikanten og hvem der ellers stod på trappeopgangen, så er det mandens gode ret. Lad for fanden være at lave nyheder til en pinligt parodi. Har aldrig forstået eller følt sympati for de sindssyge programmer, hvor Spiegelhauer, Jersild og hvad de hedder med opspilede øjne og skumfråde om flaben har jagtet en eller anden person for en kommentar - altid en person, der ikke vil udtale sig.

Det er idioti. Det er spild af tid. Og det er røvsygt tv. Men det er sikkert den helt forkert placerede forargelse. For jeg skal vel egentlig blive rasende på den fæle fødevarepusher.

Endnu værre: Helt forkert forargelse
Min anden forkerte forargelse fandt sted i sidste uge. En voldtægt af en ti-årig pige i Sønderjylland vakte massiv opsigt. Gerningsmanden blev meget hurtigt pågrebet og tilstod i dommervagten. Han vil så få sin straf i retten.

Men Ekstra Bladets redaktionschef mente alligevel godt nok, at de var i stand til at agere retsinstans. Lige med det fluks. Måske fatter de ikke det der med den 4. statsmagt. Måske tror de, at det betyder, at de skal iklæde sig pudret paryk efter britisk forbillede og uddele domme i flæng. Eller dele dummeflade ud i Judge Dredd-stil.

Ihvertfald udstillede de gerningsmanden på både spisesedler og forsiden af dagens avis. Med navn og billede af mandens bolig indeni bladet.

Der gives ingen sympati for mandens gerning.

Men jeg giver faneme heller ikke fem flade ører for Ekstra bladets opkasten sig til domsinstas i dette land. For det er en ekstra straf at blive offenligt udstillet som det skete i dette tilfælde. Måske er det bare populisme - læserne kan overraskende ikke lide pædofile voldtægtsforbrydere, lad os give den hele armen. Måske er det en form for storhedsvanvid, hvor man som journalist (ikke verdens tungeste studenterhue at blive trykket flad i fødderne af) med rimelighed har en magt, der ellers kun er enevældige konger given.

Phew. Luft igen.

Kort opsummering til snagende journalister med og uden storhedsvanvid - af den dumme eller onde slags: Din århusianske uddannelse (hvis den ikke er af nyere dato og fra universitet), dit pressekort og din ansættelse på et større landsdækkende medie giver dig pligt og ret til at tænke dig om, til at overveje din magt. Til at opføre dig ordentligt.

Internettet er dejligt. Blandt andet betyder det, at jeg sjældnere ringes op af opmærksomhedssøgende personer, da de nu har en blog at passe i stedet. Eller surfer planløst ligesom jeg selv.

Det giver også mig noget at lave. Jeg samler nemlig på de såkaldte »kooks«. Altså mennesker, der producerer enorme mængder af information, som primært giver mening for dem selv. Og som sjældent underspiller deres pointer.

Jeg vil gerne dele mine kook-oplevelser med jer. Det er spændende på mange planer – kan du f.eks. være sikker på, at det ikke er dig, der er kommet i kook-samlingen? Kun en måde at finde ud af det på. Desuden er det morsomt at få inddelt de forskellige typer kooks, der findes.

Klage-kook’en
En udbredt form for kook er klage-kook’en. De følgende eksempler er begået af en mand, der blandt andre har klaget til Vestegnens Politidirektør, Frederiksberg Ret, Sundhedsministeriet, Ombudsmanden, Den Særlige Klageret, Advokatnævnet, Station City og Hvidvre Hospital. Og her er kun tale om et udvalg af de modtagende instanser.

Blandt skrivelserne fandt jeg denne, der er sendt til Folketingets Brugercenter. Yderligere introduktion er unødvendig, tror jeg, på trods af, at skrivelsen tilsyneladende er en opfølgning på tidligere korrespondance.

Til Folketingets
Brugercenter
v/B.G.Lind

2)Det er evt bemærkelsesværdigt,at de Bibliotekslæsende MF-medlemmer nu for nogles vedkommende- pludselig bruger solbriller- efter at min E-mail af den 26.03.07 vedr min dokumenterbare opfattelse af justitsminister LENE ESPERSEN- er blevet forelagt for tingets medlemmer.

Det kan jo forekomme en kende kryptisk, men punkt 2 giver en vis afklaring, idet den bemeldte klage-kook tidligere har fremsendt rystende materiale af så høj sandhedsværdi, at det har fået MF’erne til at tage solbriller på:

3)Måske den af mig beskrevne sandhed vedr dette lands SKINDEMOKRATI- SKÆMMER disse samfundsuvidende solbrillelæsere ?

Det er kun begyndelsen, lader det til. For videre i skrivelsen hedder det:

4)Men det bliver meget SOLBRILLELÆSE-værre, når jeg starter med at sende autentiske sager vedr retsvæsenet/dommerstanden og ditto advokatfrokoststandens § 279 selvkontrollerende -bedragerisalærer.

5)SØRG FOR, DER ER OPHÆNGTE HJERTESTARTERE I LÆSESALEN- FREMOVER!!

Med venlig hilsen
(Her har jeg valgt at udelade klage-kookens navn.)

“Til lortepolitimesteren i Gråsten”
En anden legendarisk klager har jeg fundet andetsteds - blandt klager, der er endt på Rigsadvokatens bord. Rigets advokat er forpligtet til at tage sig af den slags på trods af det vel voldsomme ordvalg. Ihvertfald anfører klageren, der mener sig groft behandlet af to betjente i det sydlige Danmark, at der er tale om “fascistiske lortebetjente”. Klagen er stilet til “lortepolitimesteren i Gråsten”

Klager er åbenbart mindre begejstret for netop den facistiske lortevariant af politiassistenter, så han anfører omhyggeligt følgende passage, der beskriver hans ønske om, at “nogle ville kaste en altødelæggende atombombe, der ville smadre det danske lorteland fuldstændigt til en gold atomlosseplads”.

Mere specifikt møntet på ordensmagten lød det lidet fromme ønske, at de “måtte blive overfaldet af dødssyge aids-narkomaner”, der ville medføre “uhelbredelige dødssygdomme, som de skiderikker dør af.”

Slutteligt anførte klageren, at arvemassen i dette land er “rådden” og sluttede i fuld fart med den uvante hilsen “med had og foragt”.

Og således er klageres verden. Og man kan vel godt sige, at selvom man ikke får formelt medhold hos f.eks. Rigsadvokaten, så får man sin pointe igennem alligevel.

En dejlig sommerdag for nogle år tilbage kiggede jeg på mit tv, der kørte uden lyd.

”Der har vi da Pia K.,” nåede jeg at tænke, da en dame med lyst pagehår, lidt rynker og et sødladent smil tonede frem og skældte ud. Men det var det ikke. Det var Karen Jespersen, der var gået fra et look med mørkt og kort hår til… well… At ligne Pia Kjærsgaards søster..

Overraskelsen blev ikke mindre af, at det både var hår og meninger, der pludseligt var fælles for de to kvinder. Nu var der ret mange ting, der var indvandrernes skyld. Hvis man ikke var sur på indvandrere var man ”naivist”, viste det sig så. For det skrev Pia K. den 2 af Danmark og hendes mand, Ralf Pittelkow, selv i en bog.

Nu er det selvsagt et ret let trick at benytte. Strategien kunne kaldes ”dem-der-er-uenige-med-mig-er-dumme-fordi-jeg-siger-det”. Men jeg vil da følge dem så langt, at deres heftige konspirationsteorier om civilisationers sammenstød i bette Dannevang nok har været den bedste måde at sælge bøger, hvis man da ikke hedder BS Christiansen eller Harry Potter. Og der er sandt for dyden ikke meget trylle-hygge over parret.

Nu er så Karen Jespersen blevet minister – og det ultimative argument mod den gammelkendte røvsyge kritik om, at ”kvinderne ikke går efter magten”. For det gør Karen J. Hele vejen fra VS til Anders Foghs ”fake it ’till you make it” socialdemokratiske regeringsshow. 

Med jobbet er Karen Jespersen også blevet… Ligestillingsminister. Det falder mig svært at huske, hvornår jeg egentlig har haft en ligestillingsminister, som jeg virkeligt troede på, brændte for sagen.

Men Karen J. er dog tæt på at være taberdømt på forhånd af mig. For hvis hun skal formidle ligestilling i en verden, der åbenbart består af naivister, halalhippier og landsforrædddere light på den ene side og Ralf, Karen og Pia med venner på den anden… *suk* Så ser det sort ud med at sætte fokus på køn. For slet ikke at tale om ligestilling.

Måske dæmoniseringsminister kunne overvejes som titel?